Hvad skal dine læsere gøre, når de har læst din tekst?
Vil du gerne ha’ dem til at læse et blogindlæg?
Ha’ dem til at skrive sig op til nyhedsbrevet?
Eller til at købe noget?
Calls to action er en ekstremt vigtig del af din tekst. Og i virkeligheden er de pointen med det hele. De få ord er ikke bare links og knapper, for det er dem, der afgør, om din læser klikker videre (eller hopper over på TikTok for at se en video med en kat, der spiller klaver).
Et godt call to action giver læseren LYST til at klikke.
Men det er ikke nødvendigvis nemt at skrive og vælge de rigtige ord.
Så i dette blogindlæg kigger vi på:
▶︎ hvad et CTA egentlig er
▶︎ hvorfor de fleste CTA’er fejler
▶︎ og hvordan du skriver et, der får folk til at klikke.
Hvad kan du bruge et call to action til?
Et call to action (ofte forkortet CTA) er i bund og grund din teksts “og hvad så?” Du kan tænke på dit CTA som den finger, der peger læseren i retning af det næste skridt, uanset om det er at:
- klikke på en knap
- tilmelde sig et nyhedsbrev
- downloade en e-bog, guide eller tjekliste
- booke en demo eller en samtale
- købe dit produkt
- se en video
- dele dit opslag
- kontakte dig direkte
- fodre katten med frikadeller
- starte en GRATIS prøveperiode
- følge dig på LinkedIn eller Instagram
- læse et relateret blogindlæg
- skrive sig op til et webinar
- få en rabatkode
- printe et dokument
- og så videre og så videre.
Kort sagt: Det er værd at bruge tid på at lære at skrive gode CTA’er.
Hvorfor klikker ingen på dit CTA?
Det de fleste glemmer, når de formulerer calls to actions til teksterne på deres hjemmeside og i deres nyhedsbrev (og alverdens andre steder) er, at der skal mere til en “køb det her” og “læs det her”.
Så lad os dykke ned i, hvor det går galt.
Her er 3 af de mest almindelige fejl:
1. Dine CTA drukner hinanden
Et blogindlæg med ti forskellige knapper ala “Køb her”, “Følg os”, “Læs mere”, “Book et møde”, “Tilmeld dig webinar” får ikke flere til at reagere. Tværtimod. Der er rigtig mange undersøgelser, der viser, at mange CTA’er, der stritter i forskellige retninger, får færre til at gøre nogen som helst.
Det er lidt som at stå ved en buffet med 40 retter.
Man bliver så overvældet
Løsning: Vælg én primær CTA pr. tekst. Og gå all in på, at få den til at fungere.
2. Dit CTA er ikke attraktivt
“Tilmeld dig nyhedsbrevet” lyder som spam. Der er ingen vågner om morgenen og tænker: “Jeg håber virkelig, at jeg kan tilmelde mig endnu et nyhedsbrev i dag!”
Løsning: Fremhæv altid, hvorfor det er attraktivt at følge dit CTA.
Du skal kort sagt gi’ læserne en god grund og inkludere det i dit CTA. Det behøver hverken være raketvidenskab eller super kreativt. Det kan være nok at skrive: “Spar 15%, når du tilmelder dig nyhedsbrevet”.
3. Dit CTA er ikke synligt nok
Hvis din CTA gemmer sig nederst i et tekstbjerg, så er chancen for at nogen finder det og klikker på det cirka ligeså stor som at finde en champignon i Sahara.
Løsning: Gør det nemt at få øje på dit CTA.
Brug fx en link- eller knapfarve, der skiller sig ud fra resten. Og placér det flere steder, hvor det giver mening: I toppen, midt i teksten, og ja – også til sidst.
Eksempler på dårlig vs. gode calls to action
✗ Læs mere
✓ Få opskriften på, hvordan du kan skrive tekster, folk rent faktisk gider læse
✗ Køb nu
✓ Få kurset i dag – og skriv 21x bedre allerede i morgen
✗ Tilmeld nyhedsbrev
✓ Få skrivetips i din indbakke hver tirsdag
✗ Download pdf
✓ Hent guiden: 5 fejl du laver, når du skriver – og hvordan du retter dem
✗ Kontakt os her
✓ Book en 15 minutters snak – helt gratis
5 gode råd til at skrive CTA’er, dine læsere vil klikke på
- Vær specifik: Skriv præcist, hvad man får ud af at reagere. Tænk over at fremhæve noget, der rent faktisk er attraktivt for læseren.
- Vær konkret: Så ikke noget med at skrive “få mere info med det samme”. Et godt call to actions kan læses og forståes uden at skulle læse resten af teksten.
- Gør det let: Jo nemmere det er at reagere, jo flere vil gøre det. Sørg fx for at bruge direkte links, og lad være med at bede folk om at fylde formularer med 27 felter.
- Vælg én CTA pr. tekst: Det er ikke en service at gi’ valgmuligheder. Det er en distraktion. Hellere ét tydeligt valg end ti forvirrende.
- Test: Prøv flere versioner af din CTA og test, hvad folk rent faktisk klikker på. Det vil gøre dig klogere på, hvad der virker.



