Overser du denne mulighed for markedsføring på et lille budget?

Har du et stort markedsføringsbudget, og har du det helt fint med det, så er denne artikel ikke for dig. Denne artikel er skrevet til dig, der gerne vil nå langt på et lille budget.

Der findes masser af muligheder for at markedsføre din virksomhed på et lille budget. Og siden du har klikket dig ind på dette blogindlæg, så formoder jeg, at du er interesseret i at høre hvilke:

  • Du ved sikkert, at du kan blogge og på den måde få et flow af trafik fra Google. Men du har sikkert også opdaget, at blogging er det lange seje træk.
  • Jeg forestiller mig, at du heller ikke har overset muligheden for at udnytte de sociale medier til at nå langt ud med godt indhold. Det er bare lidt svært at gå viralt. Sådan helt organisk.
  • Du kender sikkert også fordelen ved nyhedsbreve. Du ved … det her med, at du ikke er underlagt nogen algoritmer og andre, der ejer din kanal, men at du i stedet lander direkte i indbakken hos dem, der har sagt ja til at høre fra dig. Problemet er bare, at det er svært at få folk på din liste.

Der er mange flere muligheder for low budget markedsføring end dem, jeg nævner her. Men der er især én særlig mulighed, som mange virksomheder oversér.

Spørgsmålet er, om du også gør det?

Hvilken mulighed oversér du?

Vi kæmper alle om opmærksomheden fra vores potentielle kunder. Vi forsøger at tale til dem. Være i øjenhøjde. Og gøre os umage med ikke være for afsenderorienterede. For de fleste er skeptiske over for virksomheders reklamer og salgsbudskaber. Det ved vi godt.

Det er i virkeligheden de færreste egentlig orker at blive solgt til.

Men hvordan kommer vi som virksomheder ud over det?

Prøv at forestille dig en troværdig form for markedsføring.

Prøv at forestille dig en form for markedsføring, hvor andre blåstempler dine budskaber.

Kan du gætte, hvad jeg tænker på?

Mange virksomheder har for længst forstået, at blogging, sociale medier og nyhedsbreve handler om godt indhold. Men de kommer alligevel lidt for ofte til at fokusere lidt for meget på det der salg. Og det ved de potentielle kunder godt. De ved godt, at du gerne vil sælge dem noget.

Men hvad nu, hvis nogen sagde god for dine budskaber?

Så de potentielle kunder sænkede paraderne lidt.

Kan det overhovedet lade sig gøre?

For du vil jo altid være afsenderen på din markedsføring?

… eller hvad?

Findes der troværdig markedsføring?

Der findes faktisk en form for markedsføring, der er særlig troværdig:

PR.

Altså medieomtale.

Det vil sige en artikel, en tv-udsendelse eller et radioprogram, hvor du og din virksomhed på en eller anden måde optræder.

Og nej, du får ikke lov at sælge direkte i sådan en medieomtale. Det er netop derfor, det er troværdigt. Det handler ikke om salg. Det gør det aldrig, og det ved læserne, lytterne og seerne godt. Det er derfor, de hører efter. Og det kan du udnytte. Ikke til at sælge (direkte), men til at blive set og hørt. Etablere dig som ekspert og skabe tillid. Og alene dét er meget værd i de her tider, hvor vi alle kæmper om bare få sekunders opmærksomhed fra vores målgruppe og potentielle kunder.

Du kan også få din virksomhed i medierne

Alt for mange, oversér PR som en mulighed for markedsføring og branding.

Måske fordi de har en eller anden begrænsende overbevisning?

  • Måske tror de, at det er et nåleøje at få en journalist til at skrive om deres virksomhed? Men det er en fejl, for det er en myte. Det handler blot om at gribe det rigtigt an (og det er der altså overraskende få, der gør).
  • Måske tvivler de på, at de har nogen historier, der vil interessere medierne? Men dét tvivler jeg på. De skal bare graves frem. Og vinkles rigtigt.
  • Måske forestiller de sig, at deres virksomhed er for lille til medieomtale? Det er også en fejl. For journalisterne gider faktisk ikke skrive om de samme store virksomheder hver gang og råber jævnligt op om, at de gerne vil høre fra flere soloselvstændige samt små- og mellemstore virksomheder.
  • Måske er de usikre på, om de kan skrive en pressemeddelelse? Men det er virkelig en kedelig begrænsende overbevisning. For det er ikke pressemeddelelsen, der afgør, om du får omtale. Du behøver faktisk slet ikke en pressemeddelelse. Du skal bare ha’ en god historie.

Okay, jeg erkender, at jeg faktisk ikke ved, hvorfor flere ikke griber denne mulighed.

Men sandheden er, at PR er en unik mulighed for at blive set og hørt på en TROVÆRDIG måde.

Det er ikke, fordi alle virksomheder skal gå efter at komme på forsiden af et landsdækkende dagblad. Eller i studiet hos Go’ morgen Danmark. Eller i et lækkert magasin, der rammer spot on hos målgruppen. For det er ikke alle, der har en historie, der kan bære det.

Men der er heldigvis også andre muligheder.

De lokale medier for eksempel. De har overraskende mange og loyale læsere, hvis man gider at nørde i den slags. Og nej, det er ikke kun for virksomheder med en lokal målgruppe. Alle virksomheder kan få noget ud af omtale her. Selvom din målgruppe er større end et medies dækningsområde, så rammer du jo stadig en del af din målgruppe – og det kan faktisk også lade sig gøre at skabe landsdækkende medieomtale ved at gå målrettet efter samtlige lokale medier.

Fagbladene og nichemedierne bliver også ofte overset. Og det er ligeledes en skam. For konkurrencen om omtale her er slet ikke ligeså stor som på de store nyhedsmedier. Og du kan måske ramme netop din målgruppe ret spot on her?

Sådan får du (overraskende nemt!) medieomtale

Hvis jeg har åbnet dine øjne for de unikke markedsføringsmuligheder, som PR giver, og du nu sidder og overvejer, hvordan du skal gribe det an, så læs endelig videre.

For det er ikke svært.

I virkeligheden er det ret simpelt:

  1. Find en historie.
  2. Udvælg et relevant medie.
  3. Kontakt en relevant journalist eller redaktør.

PR er ikke raketvidenskab. Alle kan lære at skaffe sig selv og deres virksomhed værdifuld medieomtale, hvis blot de ved, hvilke knapper de kan skrue på, og hvordan det bedst gribes an.

Husk, at PR ikke handler om at have de rette kontakter (selvom det selvfølgelig er en hjælp).

Det handler bare om at sørge for, at journalisterne får øje på din gode historie – og så skal de nok gribe den, uanset om de kender dig eller ej.

For deres job er at formidle de gode historier.

Og du gør dem faktisk en tjeneste ved at give dem én.

Skriv din mening her

2 Kommentarer

  1. Pia Foss-Eriksen

    Mange tak for en god artikel – og ikke mindst ide :)) Det vil jeg helt sikkert brygge videre på.

    Svar
    • Admin

      Dejligt at du kan bruge idéen 😉

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *