Derfor skal du altid skrive dine overskrifter først

Hvis jeg skulle pege på en ting, der virkelig kan speede dit skrivetempo op, så skulle det være dette! 

(okay, der er flere ting, der kan sætte turbo på skriveriet, men jeg lover dig at dette redskab virkelig kan gøre en forskel)

Der var engang, jeg troede, at jeg skulle være super inspireret for at kunne skrive en tekst. 

Jeg kæmpede som regel for at få mine tekster ud.

Det var hårdt arbejde for mig at skrive.

Men så læste jeg en tyk bog.

Dem læste jeg ret mange af dengang (det gør jeg faktisk stadig). For jeg er en kæmpe nørd, der ikke kan lade være med at suge al viden til mig om, de emner der interesserer mig. Jeg kan huske, at bogen var orange. Den var skrevet af en journalist, og jeg læste den lige før, jeg startede på journalisthøjskolen. Men derudover kan jeg ikke huske så meget andet end denne pointe: 

Du skal altid skrive dine overskrifter først!

Altid. Inden du skriver noget som helst andet på din tekst, skal du skrive din overskrift.

Jeg tænkte, at det lød underligt

For hvordan kan man skrive overskriften først?

Jeg vidste jo først, hvad min tekst handlede om, når jeg havde sat det sidste punktum. Og jeg vidste jo først, hvilken drejning teksten ville tage, og hvilke pointer der skulle være de bærende, efterhånden som jeg fik dem kæmpet frem.

Hvordan pokker kunne det lade sig gøre at skrive overskriften først?

Og det var netop pointen.

Jeg skrev mine tekster uden at have et præcist mål først. Uden at have en vinkel eller bare en løs plan for strukturen. Så selvfølgelig var det umuligt for mig at skrive en overskrift først.

Hvordan griber du det så bedst an?

Heldigvis knækkede jeg koden. Og det her er virkelig ikke raketvidenskab, men det var revolutionerende for min skriveproces, så nu deler jeg tricket med dig.

Du må ikke begynde at skrive, før du har et mål og en plan med din tekst.

Du skal kende dit indhold, før du trykker på den første tast.

Og det vil kort sagt sige, at du først skal finde ud, hvad du vil med din tekst:

  • Hvad er dit budskab?
  • Hvilke pointer skal understøtte budskabet? 

Når du kan svare på det, så har du din struktur. 

Budskabet er din vinkel. 

Første pointe er første afsnit.

Anden pointe er andet afsnit og så videre. 

Når du ved præcis, hvad din tekst skal handle om, bliver det pludselig let(tere) at finde på en overskrift. Det bliver også meget lettere at skrive en god og skarp tekst i lyntempo. Skriver du dine overskrifter først, vil du opleve, at resten af skriveprocessen bliver nemmere. Og din tekst bliver bedre. Fordi du har et klart mål på forhånd og ikke skal arbejde budskabet frem.

Så lad være med at lave samme fejl, som jeg gjorde. 

Skriv dine overskrifter først. 

PS: Hvordan man så skriver de der gode overskrifter og vinkler en tekst, tager vi en anden dag. 

PPS: I virkeligheden er det faktisk ikke vigtigt, at du skriver overskriften først. Forstå mig ret. Overskriften er jo blot et redskab, der sikrer, at du har styr på indhold og budskab, før du skriver. Derfor må du også gerne “nøjes” med en arbejdsoverskrift.

Skriv din mening her

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *